Kampreferater

 

Tilbage til forsiden    tilbage til Helsinge-fodbold

 

Billeder fra Ugeposten, Nordkysten.nu og Holdleder.

 

 

 

Helsinge 2 - Lundtofte 0

Seneste Kampreferart, hvad skriver de andre ? 

 

 

Mikkel's Klumme


Kliché { En kliché kan være betegnelse for en sproglig vending, der er blevet en fast bestanddel af sproget; anvendes undertiden med negativ betydning. }

Lørdag kl. 14 tog Verner Eriksens tropper imod Lundtofte, som inden dagens opgør lå langt efter Helsinge; der var derfor tale om en 6-points-kamp. Op til dysten havde træner Eriksen fortalt sine spillere, at det var vigtigt at holde begge ben solidt plantet i jorden, da denne kamp, angiveligt, både kunne blive en dreng og en pige. For så længe bolden er rund, kan alt ske.

Kampen startede roligt, da begge hold lige skulle se hinanden an. På dette tidspunkt virkede det helt sikkert som om, at det hold som ville have marginalerne på deres side, også ville vinde. Noget kunne tyde på, at marginalerne var på hjemmeholdets side, det var trods alt dem som producerede mest. En forbipasserende dyrepasser forklarede, at Lundtoftes fodbold minder meget om den slags fodbold pindsvin spiller. I samme ombæring kom en surfer og en cowboy forbi, og proklamerede, at det i hvert fald ikke mindede om hverken Hawaii- eller Cowboy-fodbold.

1-0 målet tilfaldt Helsinge og lad mig understrege, at målet kom på et meget vigtigt tidspunkt. Mini slap igennem i angrebets højreside og hans gode afslutning blev glimrende pareret af Lundtoftes målmand (som i øvrigt stod pisse godt). Mini fik dog selv fat i returbolden og med et par finurlige driblinger, satte han flere modstandere af i en telefonboks og scorede sikkert (hvorfor der stod en telefonboks midt i feltet, vidste ingen). Men rigtig flot kasse, som fik Helsinge til at smide nogle af nerverne.

Helsinge havde et par yderligere chancer, men stillingen holdt frem til pause-te’en. I pausen kom Jürgen Holtz fra Stuttgart forbi og han forklarede, nærmest pralende, at hvis Helsinge havde besiddet samme tyske effektivitet som ham selv, var pauseføringen væsentligt større. Men utroligt nok kom der også en tømrer forbi og argumenterede for, at føringens snævre størrelse nærmere skyldte det plankeværk, som stod nede i Lundtoftemålet.

De sidste 45 minutter skulle vise sig at være en helt anden halvleg end den første, nemlig anden halvleg. Spillemæssigt var det dog helt ens. Der var ikke meget sambabold over spillet, men det ville vel egentlig også være mærkeligt. Stormløbet mod Lundtoftemålet nåede til tider kulingstyrke, og til sidst måtte Lundtofte erkende, at de var skudt i sænk.

Joppe Hansen, som har en god målnæse, har også en lang tå (meget længere end de andre tæer, sygt mærkeligt). Den brugte han til at score kampens andet mål. Lundtoftes stærke keeper begik en fejl, som man ikke må lave på dette niveau, omvendt var den nok gået i serie 3…?? Føringen var dog noget af det værste der kunne ske for Verner Eriksen. For 2-0 er som bekendt den farligste føring overhoved og Helsinge var langt bedre tjent med at være foran 1-0.

Det lod dog ikke til at blive en sovepude for Helsinge, som stadig dominerede kampen. Forsvaret havde godt styr på Lundtoftes angreb, som ikke blev levnet mange chancer. Der var optræk til flere mål, men plankeværket var blevet rejst igen og kampen endte 2-0. Ifølge redaktionens oplysninger blev udfaldet af kampen altså hverken en dreng eller en pige.

Dagens øvrige resultater betyder, at Helsinge med blot ét point i de sidste fem kampe, kan sikre sig oprykning til den forbudte serie, Sjællandsserien. Oprykningen kan dog blive en realitet allerede inden Helsinge når i kamp igen, da Gladsaxe Hero torsdag spiller mod Ølstykke. En matematikstuderende fra DTU kom i samme øjeblik forbi, og understregede at Helsinge ikke bør fejre noget, før oprykningen er matematisk sikret. Samtidig kom en skribent fra tipsbladet forbi, og beklagede sig over den omgang volapyk der netop er skrevet. Redaktionen beklager.

 

 

2-0 MOD LUNDTOFTE
Herlig revanche for Helsinge
Lørdag 14. maj 2011 kl: 21:15

Lundtofte Boldklub tilføjede Helsinge Fodbold ét af to blot to nederlag i de 13 kampe i efteråret, men lørdag eftermiddag har Helsinge-spillerne revancheret sig for dette nederlag ved at vinde med 2-0 efter en kamp, hvor Lundtofte aldrig blev en trussel for hjemmeholdet. Gæsterne kom til Helsinge Stadion uden sejre i foråret, og denne stime fortsatte, mens det for hjemmeholdet var syvende sejr på stribe.

HELSINGE: Michael 'Mini' Christensen har hurtigt etableret sig på Helsinge-holdet efter skiftet fra Gilleleje FK - og med et par bragende langskudsmål har han også sat sig i scene som spektakulær målmager.

Han føjede et mål til mod Lundtofte, da han bragte Helsinge foran midt i første halvleg, og efter et skud på mål, som en godt Lundtofte-målmand halvklarede erobrede Michael 'Mini' Christensen bolde tæt ved baglinjen på kanten af feltet - lave en 'tunnel' på den første forsvarer for at følge op med en rullefinte om den næste for til slut at udspille målmanden.

Mange chancer - stærk Lundtofte-målmand
- Vi havde masser af muligheder i første halvleg for at afgørende kampen. Vores positionsspil fungerede igen glimrende, men ikke mindst takket væres stærkt målmandsspil holdt Lundtofte stand til pausen, siger træner Verner Eriksen.

Det blev paradoksalt nok et drop af Lundtofte-målmanden, der førte til Jesper 'Jobbe' Hansens scoring til 2-0 efter et kvarter i anden halvleg. Han afsluttede mellem venner og fjender, og målmanden fik bolden rettet ind i målet.

Forinden havde Helsinge-topscoreren havde langt bedre muligheder for at score, og 'Mini' havde et forsøg på stolpen.

Holder 'nullet' igen
Jeg glæder mig igen over, at vi holder 'nullet' og også kommer frem til de mange chancer, fastslår Verner Eriksen.

For en uge siden blev Patrick Eriksen knæskadet og kunne ikke meldes helt klar til dagens kamp. Her blev anfører Kenneth Jessen småskadet, og også Michael 'Mini' Christensen, der blev kåret som kampens spiller, udgik efter et kvarter i anden halvleg med en fiberskade i baglåret.

Spillerne ventes alle klar til næste opgave, der er Ejby IF på udebane lørdag 21. maj.

 

HELSINGE TÆT PÅ
Et point fra Sjællandsserien
Lørdag 14. maj 2011 kl: 19:00

Helsinge Fodbold er et enkelt point fra at sikre sig oprykning til Sjællandsserien - det fjerde avancement på lige så mange sæsoner. Med sejr på 2-0 over Lundtofte Boldklub gjorde holdet ellers sit til, at oprykningen allerede kunne fejres lørdag eftermiddag på Helsinge Stadion, men da de to eneste opryknings-rivaler, Espergærde og Gladsaxe-Hero delte points, mangler Helsinge det ene point i forhold til Gladsaxe.

HELSINGE-spillere, trænerstab og ledere holdt et par flasker champagne klar efter kampen mod Lundtofte. De to andre opryknings-kandidater spillede nemlig halvanden time senere end Helsinge, og med skadede Mikkel Nøhr på plads i Espergærde med live-scores hjem til Helsinge-lejren var der direkte opdatering.

Med det uafgjorte resultat i Espergærde kunne champagnen pakkes væk igen, men der kan blive brug for den lørdag 21. maj efter udekampen mod Ejby. Der resterer i alt fem spillerunder i serie 1.

Lørdag 28. maj bliver der under alle omstændigheder stor fest på stadion. Helsinge fodbold fejrer fødselsdag, og her tages imod Gladsaxe-Hero kl. 14.00. Herefter resterer kampe ude mod Herlev mandag 6. juni, hjemmekamp mod Espergærde lørdag 11. juni og udekamp mod Ølstykke fredag 17. juni.

 


Det er svært at se, hvad der skal forhindre Helsinge i at rykke op igen

Helsinge: Det er endnu ikke blevet til den helt store fodboldfest, når Helsinge har spillet i foråret – men hvad gør det når bare man vinder. Årsagen kan måske findes i at Helsinge ikke rigtig er blevet presset til at skulle yde optimalt for at trække sig ud af kampene som vinder. Man har i hvert fald fornemmelsen af at spillerne har et gear mere, hvis det skulle blive nødvendigt.

 

Lørdag eftermiddag kørte Helsinge i tredje gear, og det var nok til at slå Lundtofte 2-0. Inden kampen blev Jesper ’Joppe’ Hansen og Kenneth Nielsen hyldet for 100 kampe i Helsinge-trøjen – Jesper Hansen kvitterede for blomsterne med scoringen til 2-0 i det 58. minut og Kenneth Nielsen var som altid bundsolid og arbejdede hårdt på midtbanen. For dem begge og holdkammeraterne gjaldt dog, at det aldrig blev den helt store fodbold-oplevelse. Alt for meget af spillet foregik på midtbanen og yderst sjældent kom den fremadrettede aflevering som kunne skabe farligheder. Men igen – det var ikke nødvendigt mod et Lundtofte-mandskab som ikke formåede at presse hjemmeholdet.

 

Mini igen

 

Kampens første mål faldt i det 20 minut. Michael ’Mini’ Christensen forfulgte en af kampens sjældne dybe stikninger, sled sig fri af sin oppasser og fyrede af med højrebenet. Målmanden halvklarede, hvorefter ’Mini’ hentede bolden ved baglinien og afdriblede et par forsvarere plus målmanden for til sidst at sende bolden i nettet. Sådan skal det gøres og så fik tilskuerne da også lidt at varme sig på i en ellers begivenhedsløs forestilling.

 

Fem kampe tilbage

 

Der resterer nu fem kampe i Serie 1, men med et forspring på 17 points til Espergærde, står Helsinge med særdeles gode kort på hånden til at kunne rykke op. Mens dette bliver  skrevet spiller Espergærde mod nr. tre Gladsaxe Hero og alt efter udfaldet af kampen kan Helsinge allerede i næste weekend sikre sig oprykning til Sjællandsserien.