Kampreferater

 

Tilbage til forsiden    tilbage til Helsinge-fodbold

 

Billeder fra Ugeposten, Nordkysten.nu og Holdleder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Helsinge 5 - Hornbæk 0

 

 

Nordkysten.nu skriver:

 

SYV RUNDER SPILLET
21 points og 30 mål i Helsinge
Lørdag 25. september 2010 kl: 18:30

Helsinge Fodbolds suveræne tophold i serie 1 blev i den første halve time budt på en lige kamp af Hornbæk lørdag eftermiddag på Helsinge Stadion. Men med to mål mod slutningen af halvlegen lagde hjemmeholdet grunden til sæsonens syvende sejr. Det blev 5-0 til Helsinge, som dermed nåede 21 point og 30 mål efter syv spillerunder - et scenarie, træner Verner Eriksen havde leget lidt med, da han satte sit hold op til kampen.

HELSINGE: Hornbæk rykkede op i foråret sammen med Helsinge, som virkelig havde krammet på dagens modstander i serie 2 med to gange 3-0.

Men dermed undervurdere vi bestemt ikke vores gæster i dagens kamp, understreger Verner Eriksen.

Hornbæk startede også kampen glimrende og havde overvægt i spillet i de første 20-25 minutter. Gæsterne kunne også være kommet foran i denne periode, mens målmand Thomas Kristensen reddede imponerende et drilsk hovedstød.

- Vi havde også vores chancer. Det 'lignede' næsten også et mål, da Mikkel Nøhr rykkede i højre side og spillede Jesper 'Jobbe' Hansen helt fri, men han fik ikke udnyttet den store chance.

Mod slutningen af halvlegen fik Helsinge mere og mere overvægt i spillet, og ti minutter før pausefløjtet scorede Philip Riise på hovedstød efter oplæg fra Steffen Andersen.

Det blev også 2-0 før pausen, da Mikkel Nøhr scorede med venstrebenet efter forarbejde af angrebskollega Jesper Hansen.

Efter pausen løftede hjemmeholdet sit spil yderligere og tilspillede sig chancer på samlebånd. Steffen Andersen lagde op til 3-0 målet, som Jesper Hansen tegnede sig for.

Dermed blev det lidt spørgsmål om sejrens størrelse. Det førte til yderligere to mål. 4-0 ved Patrick Eriksen på en flot flugtning, og Mikkel Nøhr rundede en god kamp af das han blev spillet indenom Hornbæk-forsvaret og scorede i det lange hjørne fra spids vinkel.

Om en uge venter der Helsinge Fodbold en vanskelige udekamp, når holdet skal til Lundtofte. Der er nummer tre i rækken - fem points efter Helsinge. Lundtofte spiller søndag i Ølstykke.

 


 

 

fodbold. Helsinge vandt igen – og denne gang uden at lukke mål ind

Helsinge: Helsinge har i sæsonens første kampe haft svært ved at få forsvaret til at fungere optimalt. Det har betydet alt for mange lette mål til modstanderne, og unødigt pres selvom angriberne heldigvis samtidig har sørget for masser af mål i den anden ende. I lørdagens kamp mod oprykningskollegerne fra Hornbæk, var der ikke særlig meget der tydede på, at denne målstrøm ville fortsætte. Faktisk var det gæsterne, der havde overtaget igennem det meste af første halvleg, men især godt målmandsspil af Thomas Kristensen, forhindrede at Hornbæk kom foran. Hjemmeholdet måtte undvære en skadet Kenneth Nielsen på midtbanen, og det så ud til at påvirke sammenhængen. Hans afløser, Patrick Eriksen, der blev flyttet ned på den for ham lidt uvante midtbane-position, skulle bruge lidt tid på at finde sin plads og derfor flød det ikke rigtigt i opspillet.

Det var derfor lidt mod spillets fordeling og chancer, at Helsinge i det 42. minut bragte sig foran. Steffen Andersen lagde den perfekte frisparks-aflevering til Philip Riise, som med hovedet ekspederede bolden videre i nettet. Minuttet senere stod det 2-0. Animeret af høje tilråb fra medspillerne om at Mikkel Nøhr's højreben "er det farlige", dækkede Hornbæk-forsvareren af for at Helsinge-angriberen skulle lægge bolden over til højrebenet – hvorpå Nøhr bragede bolden i mål med en strakt venstrebens-vrist.

 

Helsinge-dominans

De to mål blev det perfekte oplæg til anden halvleg. Helsinge skulle kun bruge otte minutter på at bringe sig yderligere foran – Jesper ’Joppe’ Hansen satte sidste fod på bolden efter et par returer i feltet. Hornbæk-spillerne var overbevist om at Helsinges topscorer stod i off-side-position, og den irritation bar de med sig resten af kampen. De gode Hornbæk-takter fra første halvleg, blev således afløst af brokkerier og manglende koncentration. og det udnyttede Patrick Eriksen, der blev bedre og fyldte mere på midtbanen som kampen skred frem, da han seks minutter senere gjorde det til 4-0, hvorpå Mikkel Nøhr lukkede ballet med sin anden scoring.

I den anden ende af banen fuldendte Helsinge-forsvaret triumfen. Black-outs, som set i de tidligere kampe, var eliminerede og når Hornbæk endelig kom til afslutninger, var Thomas Kristensen en meget sikker sidste skanse.

 

 

Hornbæk Skriver:

 

 Hornbæk mødte overmagten

25. september 2010
Hornbæk tabte med hele 5-0 til topholdet fra Helsinge.

Helsinge sikrede sig ikke så overraskende holdets syvende sejr i lige så mange kampe, da Hornbæk var på besøg lørdag eftermiddag. Men det skal med, at gæsterne fulgte flot med i de første 40 minutter, spillerne fulgte den lagte taktik, og Hornbæk kunne faktisk være kommet foran på en af de fine chancer, man tilspillede sig. Men på to scoringer i første halvlegs sidste tre minutter fik topholdet i stedet hul på bylden, og efter pausen viste hjemmeholdet yderligere prøver på deres meget fine offensiv.

Livlig start

Kampen startede livligt med gode muligheder til begge sider, og hos Hornbæk var det Alexander Brun og specielt Peter Fisker, der ind imellem var nærgående.
Helsinges offensiv er tydeligvis bedre end deres defensiv, og inden lørdagens kamp havde Helsinge faktisk lukket flere mål ind end Hornbæk. Det blev der så lavet om på i løbet af dette indbyrdes møde.
På en dag hvor Hornbæk måtte se bort fra en række stamspillere, af forskellige årsager, var det yderligere uheldigt, at Magnus Meulengracht måtte udgå efter bare 23 minutter, da en Helsinge-spiller fortsatte sit løb og ramte Hornbæk-spilleren bagfra, så uheldigt at en skade i knæhasen brød op. 17-årige Mads Frodegaard kom på banen i stedet og der blev rokeret lidt i forsvaret.
Fem minutter senere fortsatte uheldene for Hornbæk, da Mikael Sørensen måtte lade sig udskifte. Få minutter forinden havde Hornbæk-spilleren stødt hovedet sammen med en modstander i et hændeligt uheld, og efterfølgende fik han synsforstyrrelser. Efter en halv times tid på sidelinien kom Mikael Sørensen dog atter på banen i løbet af anden halvleg, men trods disse uheld med efterfølgende rokeringer, ydede Hornbæk en fin indsats i denne periode af kampen.
Helsinge gav ind imellem prøver på deres farlige offensiv, men for det meste formåede Hornbæk at holde hjemmeholdet fra de helt store chancer. Efter 32 minutter fik gæsterne kampens hidtil største chance, men målmand Thomas Kristensen nåede lige nøjagtigt at vippe et fint hovedstøds-forsøg fra Peter Fisker til hjørnespark. Fint opspil fra Morten Olsen og Casper Olsen skabte chancen, og Fisker forsøgte fornuftigt nok at heade bolden i en bue over den strandede målmand.
Hornbæks rekonstruerede forsvar, som havde afbud fra både Mikkel Friis, Thomas Holm og Lars Saggau og som altså mistede Magnus Meulengracht efter 23 minutter, gjorde det fornemt, lige indtil det 42. minut. Så svigtede en markering ved bageste stolpe, hvor Philip Riise kunne heade ubesværet i mål.
En ærgerlig og helt unødvendig scoring, og to minutter senere blev det 2-0 i en situation hvor Hornbæks spillere for første gang i opgøret glemte de indgåede aftaler. Et af de ”livsfarlige” boldtab på banens midte, som Helsinge er så gode til at straffe. Mikkel Nøhr rykkede i venstre side og sendte en imponerende afslutning i mål.

Nyt udgangspunkt

Disse få dyre minutter i slutningen af første halvleg fik stor betydning for anden halvleg, som jo fik et helt anderledes udgangspunkt. Helsinges spillere kom ud fyldt med selvtillid og tro på et godt resultat, mens Hornbæks spillere havde fået et knæk efter en ellers fin første halvleg. Hjemmeholdet kunne da også stille og roligt udbygge føringen og køre sejren i hus, selvom Hornbæk kæmpede heroisk halvlegen igennem.
Jesper Hansen øgede til 3-0, da en tilfældig chance opstod efter et kikset skudforsøg, og det blev 4-0 ved Patrick Eriksen, da Hornbæks defensiv blev taget på sengen efter et hurtigt taget indkast, og endelig sluttede Mikkel Nøhr af med endnu en flot afslutning fra hans side i kampens tillægstid.
Hvis man ser bort fra et dumt gult kort til Rasmus Kørner for protester, fortjener Hornbæks mandskab ros for at blive ved med at kæmpe hele kampen igennem. Man forsøgte igennem hele anden halvleg at komme tilbage i kampen, men Hornbæks helt store problem for tiden er den tandløse offensiv, hvor det kniber gevaldigt med at score.
Med bare seks scoringer i otte kampe er Hornbæk det lavest scorende mandskab i rækken, mens kun fire hold har lukket færre mål ind, selvom de fem mål fra lørdagens er medregnet.
Undervejs i anden halvleg var man i Hornbæks forsvar langt fra tilfreds med liniedommer Betina Normans manglende offside kendelser, som ifølge Hornbæks spillere kostede et par af målene, men det ændrer ikke på, at Helsinge vandt en fortjent sejr og fortsatte deres march igennem serie 1.
Hos Hornbæk var veteranen Søren Storminger-Dalgaard suveræn i det bageste forsvar, men også ekstra ros til Casper Porsgaard og Peter Fisker for en solid indsats.
Efter tre nederlag på stribe er Hornbæk nu alvorligt impliceret i kampen om at undgå de varme pladser i bunden, og ganske få point skiller nu de nederste ni mandskaber i rækken. Forhåbentlig er der lidt flere spillere til rådighed, når Hornbæk spiller hjemmekamp mod Allerød på lørdag kl. 14.00, for nu trænger man til point.

Helsinge – Hornbæk IF 5-0 (2-0)
1-0 Philip Riise (42)
2-0 Mikkel Nøhr (44)
3-0 Jesper Hansen (55)
4-0 Patrick Eriksen (61)
5-0 Mikkel Nøhr (90)
Advarsel: Rasmus Kørner (68). Udvisning: Ingen. Tilskuere: ca. 150. Dommer: Jørgen Veje Larsen. Liniedommere: Ole Frisendahl og Betina Norman.

Hornbæks hold:  Michael Haxthausen - Rasmus Kørner (1), Magnus Meulengracht, Søren Storminger-Dalgaard (6), Casper Olsen (1) - Frederik Bach Hansen, Shawn Engvej (1), Casper Porsgaard (3), Mikael Sørensen - Peter Fisker (3), Alexander Brun. Indskiftet: Mads Frodegaard, Morten Olsen, Andreas Helms (1). Stemmer er angivet i parentes.